NR. 15. Februar 2005
VELKOMMEN 2005.
Vi vil starte dette nyhedsbrev med at ønske alle et rigtigt godt år 2005 samt en tak til kunder og forretningsforbindelser for et godt samarbejde i 2004, hvor vi har forøget kundekredsen, så det har været nødvendigt til at udvide vores stab med yderligere en arkitekt og en administrativ medarbejder for betjening af alle kunderne.
De nye medarbejdere er:
Arkitekt Martin Madsen har en lang karriere bag sig – bl.a. som projekterende arkitekt hos 3 x Nielsen A/S, Gert Andersen, Arkitektgruppen Lyngby, Lind og Risør og Albertslund Kommune, uddannet bygningskonstruktør i 1966 samt studier på Charlottenborg i 1970-74.
Kontorassistent Jette K. Rasmussen er uddannet på Handelshøjskolen i København, med efterfølgende kursus på Den Kommunale Højskole i 1996 og har igennem de seneste år bl.a. været beskæftiget i Forsikringsselskabet Baltica og på Københavns Rådhus.
ENERGIKRAV.
Isoleringskravene til byggeriet vil blive skærpet i det nye bygningsrelement, dette vil også komme til at gælde for ombygninger og renoveringsopgaverne.
Erhvervs- og Byggestyrelsens udkast til energibestemmelserne indeholder nye fleksible rammebestemmelser, der bl.a. gennemfører en del af et nyt EU-direktiv om bygningers energimæssige ydeevne.
Målet med disse skærpelser er at reducere det samlede energiforbrug i bygningerne med op til 25-30% i forhold til de nugældende bestemmelser.
De kommende regler vil lægge op til, at en bygnings totale energiforbrug vurderes – herunder mekanisk ventilation og aircondition.
BYGNINGSREGLEMENTET PÅ NETTET.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har lagt bygningsreglementet på nettet. Foruden de gældende regler kan der også søges på såkaldte ”historiske” bestemmelser. Det betyder, at man for bygningsreglement 1995 kan følge bestemmelserne tilbage til 1. april 1995, og for bygningsreglement for småhuse 1998 kan bestemmelserne følges tilbage til 15. september 1998.
ER SIKKERHEDEN PÅ BYGGEPLADSERNE GOD NOK?
Lovgivningen har fastlagt, at bygherren har ansvaret, og selv om arbejdsopgaverne overdrages til en rådgiver eller sikkerhedskoordinator, vil evt. fejl altid falde tilbage på bygherren.
NYE MÆRKNINGSMETODER FOR AFLØBSLEDNINGER.
Af sikkerheds- og produktmæssige grunde har vi i Danmark haft en VA-godkendelse af afløbsrør og disses tilhørende materialer for at sikre forbrugerne, men denne sikkerhed forsvinder, når kravene om CE-mærkning indføres i henhold til EU-direktivet.
CE-mærkningen giver ingen sikkerhed og garanti for kvaliteten og lægger et langt større ansvar på brugerne, myndighederne og de projekterende.
CE-mærkningen er obligatorisk, og på afløbsområdet omfatter disse følgende produkter: Betonbrønde og rør, glaserede lerrør, stål- og plastrør, dæksler og øvrigt tilbehør.
A/B FILOSOFVÆNGET.
Andelsboligforeningen blev etableret, da ejendommens beboere overtog denne efter Københavns Kommune.
Andelsboligforeningen bliver drevet på en fornuftig måde, og den tidligere manglende vedligeholdelse har andelsboligforeningens bestyrelse forstået at få vendt til et positivt tiltag for de mest nødvendige vedligeholdelsesarbejder.
Nu er tiden kommet, hvor andelsboligforeningen har taget fat på en stor og vigtig opgave, nemlig en udskiftning af tagbelægning og i forbindelse hermed at foretage en forbedring af isoleringen på taget.
Denne store genopretningsopgave, der omhandler udskiftning og fornyelse af 4000 m² tagbeklædning, har foreningen betroet B.K. Consult, som igangsatte projekteringen i 2004, dog har der været problemer, idet det ikke har været muligt at fremskaffe tagsten, der svarer til de oprindelige, hvorfor der har været et tæt samarbejde med Stadsarkitektens Kontor for at finde en fornuftig erstatning for en anden teglstensfarve.
Problemerne er nu løst, og det fysiske arbejde blev igangsat sidst i januar måned 2005 og påregnes afsluttet inden udgangen af 2005.
A/B LYSHØJGAARD.
Har i sidste halvår af 2004 fået istandsat og forbedret sine veje omkring bebyggelsen med nye forbedrede fortove, skråparkering og ikke mindst en dæmpning af trafikken, således at det er muligt for børnene og de ældre at færdes uden større risiko.
Ligeledes er den hurtige og gennemkørende trafik på Lyshøj Allé blevet nedsat, og de store busser har i nogle tilfælde fundet andre tilkørselsveje til holdepladsen.
Dette anlægsarbejde har B.K. Consult stået for i samarbejde med bestyrelsen.
Tilstødende andelsboligforeninger har efter arbejdets udførelse ønsket at få
foretaget samme tiltag, hvorfor B.K. Consult nu har udarbejdet et projekt som igangsættes, når vinteren er overstået.
”NØKKEN”.
I 2004 afsluttede vi opførelsen af en ny bygning, opført som økologisk byggeri, for Rudolf Steiner Børnehaven ”Nøkken” på Nørrebro.
Bygningen, der hovedsageligt er opført i træ, er indrettet i stueetagen med 2 store legerum for børnene, køkken og forrum samt de nødvendige faciliteter, for at børnehaven fungerer godt.
På 1. sal er der til institutionens leder indrettet beboelse med terrasse, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over Utterslev Mose.
Vi håber, at børnene og lederen vil få et godt udbytte af de nye faciliteter i de kommende år.
B.K. CONSULT.
Et valg med vægten lagt på:
Faglig indsigt – Nærvær og Dialog.
Ydelserne omfatter rådgivning indenfor bolig- og bygningsrenovering.
Vedligeholdelse og driftsplaner.
Deltagelse i bestyrelsesmøder - Generalforsamlinger og evt. beboermøder.
B.K. Consult er professionelt ansvarsforsikret på den enkelte sag i forhold til dennes størrelse og omfang.